Fra rubrikken "Tænk Efter" i Jydske Vestkysten - et udvalg af mine klummer.

TÆNK EFTER

NEJ – sagde Freja.

Engang havde jætten Trym stjålet Tors hammer. Uden hammeren kunne guderne ikke klare sig mod jætterne – det var overlevelse eller undergang for Asgård. Men Trym var til at forhandle med: Giv mig Freja som kone i bytte for hammeren!

Samlet gik guderne til Freja: Du må gifte dig med Trym, så vi kan redde Asgård – men Freja sagde NEJ og blev så sur, at hele Asgård rystede! I stedet måtte Tor klæde sig i brudetøj og tage Loke med som brudepige – et godt makkerpar! Med list vandt han sin hammer tilbage, og Asgård blev reddet, da Tor slap godt fra sin brudefærd.

I den nordiske mytologi var det ikke klanens ære, der stod på spil, men selveste Asgård – alligevel kunne guderne ikke drømme om at anfægte Frejas ret til at sige nej. Ikke én – end ikke Odin som den store klanleder for guderne – overvejede så meget som et splitsekund at tvinge Freja til ægteskab med Trym. Når Freja sagde nej, så Asgård rystede, måtte selv guderne bøje sig.

Jeg synes, den fortælling skal indgå som fast pensum for indvandrere – med besked om, at intet har ændret sig gennem tusind år. De skal vide, at kvinders ret til selvbestemmelse er så grundfæstet, at det bedst kan beskrives som indlejret i generne: Vi ved, vi kan bestemme selv, og mænd ved, at de skal respektere kvinders valg – ellers bliver alle så vrede, at Asgård ryster – eller så vrede, at otte mænd og en kvinde får mellem 8 års fængsel og fængsel på livstid, fordi de glemte at respektere – ikke Frejas – men Ghazalas nej.

Må kejserinden hvile i fred

Kejserinde Dagmar – eller rettere Maria Feodorovna – er nu på værdig vis genbegravet i Sankt Petersborg. Kejserfamilien er samlet på russisk jord, om end det ikke blev i levende live.

Jeg synes, det er en god ting – og så vidt jeg kan regne ud, er kejserinden i sin fulde ret til at blive familiesammenført, selv om jeg ikke er helt klar over, hvordan de 78 år i Roskilde Domkirke skal tælle – det kan selvfølgelig forrykke billedet. Hun var 18, da hun rejste fra Danmark for at ægte Aleksander III, og hun var 72, da hun vendte tilbage og søgte politisk asyl i Danmark, eller hvad det nu hedder, når man er danskfødt prinsesse og forhenværende kejserinde på flugt fra kommunisterne. I al fald fik hun opholdstilladelse, som kom hende til gode i de 9 år, hun var her, før hun i 1928 døde, 81 år gammel. Så jo: 18 plus 9 er 27 år til Danmark, mens Rusland får resten: 54 år. Det kunne tyde på, at man ikke er så nidkær i Rusland, at man regner de 78 år i Roskilde med, for så ville de nok ikke have taget imod hende – især hvis man tager i betragtning, at det var et arrangeret ægteskab, der i første omgang førte hende til Rusland. Oprindelig elskede hun storebror Nicolaj, men han døde. I stedet fik hun så lillebroderen, og det var lige så fint. Når adgangen til et bedre liv går gennem et arrangeret ægteskab, behøver man ikke være så nøjeregnende.

Ak ja. Så gik turen tilbage, ikke til Leningrad, men til Sankt Petersborg. Må de passe bedre på hende denne gang.